Moderne arkitektur kan give dårlig akustik

 
Moderne arkitektur med rene linjer, hårde overflader og store åbne planløsninger er populært som aldrig før. Enkeltheden og de rå materialer tiltrækker os. Det er smukt. Let. Rent. Men det rene design og hårde flader kan gå hårdt ud over lyden. Mange hjem er simpelthen blevet et støjhelvede at opholde sig i.
 
Den moderne arkitektur dækker stilarter som modernisme, sen-modernisme og minimalisme. Stilarterne bygger på Brutalismen, der herhjemme blev udviklet af østjyske arkitektfirmaer tilbage i 1970’erne. Her dyrkede man en streng kasseformet geometri, åbne rum og rene linjer. Hvor de foretrukne byggematerialer tidligere havde været træ og mursten, foretrak man nu beton, stål, glas og blank mur.
 
Både materialevalget og designlinjerne kan have store konsekvenser for lydkomforten. Det er anstrengende at opholde sig i dårlig akustik.
 

Samtalekøkkener og loft til kip

 
Hvordan ser det problematiske design så ud?
 
I modernisme og minimalisme holder man af store opholdsrum med hårde, lydreflekterende flader, samtalekøkkener af stål, glas og klinker i åben forbindelse med spisestue og evt. opholdstuen. Køkken-alrummet er efterhånden et must i nybyggede boliger.
 
Loftet går typisk op til kippen. Det gør rummet større og giver lys og luft. Desværre gør det ikke noget godt for lydoplevelsen. De indvendige vægge er ofte pudset mur, og rummet har store glasarealer. Gulvet har klinker eller træ, og der er ingen eller kun få tæpper. Møbleringen er sparsom og siddemøblerne har tynd polstring eller læderbetræk.
 
Vi kan alle genkende stilen, og de fleste finder alt det lys og luft tiltrækkende. Så hvorfor er det egentlig et problem?
 

Et akustisk misfoster

 
Problemet opstår fordi glatte og hårde flader reflekterer lyd. Er der en overvægt af store flader af beton, gips, klinker, glas eller ligefrem stål, bliver lyde ikke absorberet i rummet, men tilbagekastes fra vægge, gulve og lofter. Det medfører en lang efterklangstid, der giver et forhøjet støjniveau.
 
Helt konkret betyder det for eksempel at samtalekøkkenet er svært at samtale i, fordi det forplumrede lydbillede gør det svært at høre, hvad der bliver sagt – på fagsprog kalder vi det dårlig taleforståelighed.
 
Det store alrum inviterer til børns leg, og vi elsker at der nu er rigeligt med plads til liv! Men løb, råb og legetøj mod gulv gør stuen mere larmende end livlig.
 
Så hvad gør man, når man står med dette akustiske misfoster?
 

Sådan designer man god akustik

 
Jeg vil ikke lægge skjul på det: Der er ingen nemme løsninger, når skaden er sket, og derfor anbefaler jeg, at man tænker akustikken ind i byggeriet fra starten.
 
Reparationer er mere besværlige, og vil man have et rigtig godt resultat kommer man ikke uden om dyre ombygninger eller uskønne lappeløsninger.
 
Den enkleste – men ikke enkle – løsning er at udskifte (gips)loftet med et akustikloft bestående af bløde akustikbatts. Der findes diskrete, næsten usynlige, løsninger med disse materialer. Træbetonplader er et alternativ, der typisk egner sig til huse med et rustikt præg, fx sommerhuse.
 
Alternativt kan loftet udskiftes med perforerede lydabsorberende gipsplader, som fås i en mikroperforeret version, der på afstand virker næsten usynlig. De perforerede gipsplader er dog ikke så effektive som de bløde akustikbatts.
 
I nogle tilfælde er det nødvendigt at supplere akustikloftet med lydabsorberende vægabsorbenter. Nogle tror fejlagtigt at et gulvtæppe eller billeder på væggene kan løse problemet, men der skal altså mere til. Til gengæld findes der mange, også smukke, løsninger.
 

Tænk akustikken ind fra starten

 
Som det fremgår, skal man helst ikke ende der, hvor en ombygning eller reparation er nødvendig. Derfor skal de akustiske overvejelser med allerede under planlægningen. Som arkitekt bør du råbe vagt i gevær, når bygherren er på vej over i en minimalistisk løsning, og er du en af de mange privatpersoner, der får bygget et nyt hus, så spørg byggefirmaet om akustikken, og stil krav om god akustik. Det kan formuleres ganske præcist!
 
Kommer akustik ind tidligt i projektet, kan du få akustikindretninger, der falder helt naturligt ind i boligens design og stil. Det er nemt at gøre god akustik usynligt, når det er en del af det oprindelige design. Det er svært, hvis akustikken skal fikses efterfølgende.
 
Denne ”løftede pegefinger” skulle gerne gøre, at både bygherre og arkitekt er opmærksomme på at prioritere denne del af komforten i byggeriet.
 
Er du i tvivl om, hvad der skal til, er du velkommen til at ringe til kontakte mig for en uforpligtende snak »
Voetmann Akustik | Forhåbningsholms Allé 2 | 1904 Frederiksberg C | Tlf.: +45 20125009